De 3 mest almindelige fejl – derfor er opstartsworkshoppen i dit byggeprojekt spild af tid

Samarbejde i byggeprojekter er altafgørende for produktivitet, bundlinje og kvalitet i det færdige byggeri. Derfor starter flere og flere byggeprojekter med en opstartsworkshop for at etablere det gode samarbejde. Men virker det overhovedet?

Tanken bag opstartsworkshoppen er sådan set god nok. Vi skal lære hinanden at kende. Vi skal lave fælles målsætninger. Vi skal snakke om hvad godt samarbejde er. Og vupti, så er vi et team der er dygtige til at samarbejde… Det fungerer bare ikke altid i den virkelige verden.

De 3 fejl

Der er tre grunde til at langt de fleste opstartsworkshops ikke virker:

1) Vi snakker ikke om konkret adfærd

Mange opstartsworkshops kommer aldrig under overfladen. Diskussioner af målsætninger og godt samarbejde forholder sig ikke til konkret, målbar adfærd i den virkelige verden. Vi kaster gladeligt om os med gode intentioner som ’Svesken på disken’ ’God konflikthåndtering’ og ’Ingen fejl og mangler’. Velvidende at de aldrig holder, når vi er tilbage på byggepladsen. Tilbage i virkeligheden. Hvor vi møder de tre U’ er – Udfordringer, Uenigheder og Uforudsete forhold.

2) Vi fokuserer på at lære hinanden at kende

En opstartsworkshop er en mulighed for at lære hinanden at kende. Få ansigter på. Glimrende. Men det gør os bare ikke bedre til at håndtere de samarbejdsudfordringer, som vi møder, når vi er tilbage på byggepladsen. Når vi er uenige om en aftaleseddel, hjælper det ikke meget, at vi kender navnene på hinandens børn, og ved hvem der spiller badminton i sin fritid.

3) Vi følger ikke op på vores aftaler

Selv den bedste opstartsworkshop og de skarpeste samarbejdsaftaler er i overhængende fare for at blive glemt, så snart vi er hjemme fra workshoppen og hverdagen tager over igen. De færreste følger systematisk og kontinuerligt op på, hvordan det går med samarbejdet. Og så er aftalerne desværre ikke mere værd end den plakat de er trykt på.

Hvordan kan man sikre det gode samarbejde?

Hvordan arbejder man bedst med samarbejde i byggeprojekter? Del dine erfaringer med os andre og lad os sammen styrke samarbejde i byggebranchen til gavn for både bundlinje og arbejdsglæde.

Læs mere om Bedre Byggeprocessers koncept for samarbejde på byggeprojekter her https://bedrebyggeprocesser.dk/proceskontrakt/